Det at have eller holde fødselsdag, er for mange forbundet med glæde. Det er en tradition der går langt tilbage, men ved du nøjagtigt hvor langt tilbage?
Fejringen af en persons fødselsdag, mener man stammer fra reformationen i Tyskland, i 1536. Katolikkerne fejrede nemlig ikke den dag man blev født, men da Martin Luther gjorde op med katolicismen, og folk blev protestanter, startede traditionen om fejringen af fødselsdage.
Senere blev traditionen indført i Danmark gennem kongefamilien, hvor det spredte sig til de mere velstillede i samfundet, for senere at blive en tradition for alle. Fejringen af ens fødselsdag, foregik dog noget anderledes dengang, end der gør i dag. For eksempel var det ikke normalt at modtage gaver.
Fødselsdagstraditioner
Selvom det at give en gave ikke er en påtvunget tradition, er det nok ikke svært at forestille sig, at en 10-årig dansker ville blive en smule skuffet, hvis han eller hun, ikke fik nogen gaver på sin fødselsdag. Gaverne er dog stadig ikke det vigtigste, og der er mange andre traditioner forbundet med fødselsdage. For eksempel: lagkager, kagemænd, balloner, boller, sange med mere. Her har vi i de danske traditioner, også lånt lidt fra udlandet. Det at sætte lys oven på en kage, er nemlig en tradition, der stammer fra USA. Denne tradition bygger på, at det siges at frembringe ulykke når et lys går ud. Hvorimod hvis man selv slukker det, har man muligheden for at fremsige et ønske.
Selvom vi i Danmark har lånt et par traditioner fra andre kulturer, har vi også et par stykker, som man ikke rigtigt finder andre steder.
Dansk fødselsdag
Du har nok på et eller andet tidspunkt været til en børnefødselsdag, eller selv holdt en, hvor der blev serveret kagemand. Et stykke brød med massere af sukker og smør, gerne toppet med marcipan, flødeskum, lidt syltetøj, og måske også lige lidt slik. Når så kagen bæres ind, får fødselaren så mulighed for at skære halsen over på kagemanden, alt imens de andre børn skriger i kor. Ja, hvis du en dag tropper op til en amerikansk børnefødselsdag, med kagen i hænderne og giver dig i kast med en forklaring, af hvad der skal ske, eller bare forsøger på at forklare denne tradition til udlændinge generelt, vil du højst sandsynligt blive mødt med et måbende blik. Du ville måske også få at vide, at det er en smule mærkeligt eller makabert. Hvis du til gengæld hellere vil vække lidt begejstring, hos en fødselar udenfor landets grænser, er det måske større chance for succes, hvis du går i gang med en af vores fødselsdagssange. Fødselsdagssangen med instrumenterne er nemt oversættelig og noget de fleste kan se det sjove i.
Der er flere forskelle på fødselsdagstraditioner rundt omkring i verden, men når alt kommer til alt, er vi nok ikke så forskellige. Fødselaren er i centrum, mens andre samler sig for at fejre, at denne person er blevet den ene år ældre. Når det er din fødselsdag, er det altså din dag, overalt i verden.